Man skal mærke farver

Ankomst

Vi besøger designer Fam Irvoll en formiddag i Oslo. Døren åbner… og vi bliver mødt af et smil og et grin… et hurtigt “kom ind”… og Luring, der gøer som om vi har brudt ind i det norske kongehus. Der går lidt tid, før hunden overhovedet synes vi er værdige at blive snuset til. Fam derimod… hun er varm helt ind i grinets kerne.

Det hele føles levende på den dér måde, hvor man kan mærke… ja… der er sgu plads til os.

“Mit navn er Fam Irvoll… jeg er norsk tøjdesigner og illustrator. Jeg gør bare det jeg gør, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg har sådan en naivistisk, farverig tilgang… og det er bare sådan jeg er.”

Køkkenet er Dove Blue. Stuen er Avocado. Rummet mellem dem er dybt rødt. Soveværelset er Flamingo fra gulv til loft. Det hele er malet… loft, vægge… hele pakken.

Hvem Fam er

“Jeg har aldrig prøvet at være minimalistisk… jeg kan ikke. Beige gør ikke noget godt for mig. Jeg har brug for farver for at tænke.”

Det hun står for, ligger i de små sætninger. De dér bemærkninger der rammer os direkte. Vi når at tænke… det er sgu sandt.

“Man skal aldrig være en kopi. Folk spørger tit… hvad er trenden. Jeg tænker… hvorfor vil du ligne andre. Vær dig selv. Det er det eneste der holder.”

Og så kernen i det hele: “Autenticitet er det vigtigste man har. Det er det eneste man har.”

Her giver det pludselig mening at hele hjemmet føles som en forlængelse af hende…

Graffiti og håndværk

Alt begyndte i graffitimiljøet. Koden sidder stadig i kroppen.

“Graffiti lærte mig alt… individualitet… disciplin… respekt. Du finder din egen streg. Du kopierer ikke. Du står ved det du laver.”

Det mærkes i måden hun snakker om tøj, om hjem, om ungerne… alt det hun gør nu ligger stadig i fingrene fra dengang hun lavede graffiti og bare gjorde det… fordi det føltes rigtigt.

Farverne

Når vi bevæger os gennem rummene, kommer den dér mærkelige tryghed ret hurtigt. Man mærker et hjem der bliver levet i… ting i bevægelse… alt med sin egen rytme. Hvert rum har sin måde at være til på, og vi prøver at følge med, mens hunden gør, og Fam hænger i dørkarmen, hopper ned igen, står skævt i kroppen og fyrer et grin af der får rummet til at føles større.

“Farver betyder alt for mig… absolut alt. Jeg tænker i farver, før jeg tænker i form.”

Man tror hende. Stuen har virkelig den jungle energi hun selv går og joker med… sådan en vibe hvor alt bare får lov til at gro og brede sig. Sådan arbejder hun… der er tempo, hun skifter retning hurtigt, og hun holder det kørende. Midt i alt det dér har hun sin indre GPS mavefornemmelsen… den dér følelse af “nu er det rigtigt”… og den slipper hun aldrig. Og det er dér man ser hende. Hun tør være sig selv, og det kreative arbejde er en forlængelse af det. Man kan se hende i det hele.

Køkkenet i Dove Blue giver den dér stille bund under hverdagen, hvor mad og børn og hund og alt andet vælter rundt… og soveværelset i Flamingo lægger sig blødt over det hele og giver ny energi, som om man lige får et ekstra ekstra energy boost til dagen efter. Og ja… det hele hænger sammen og fungerer på en sindssyg måde.

Altså sindsyg på den gode måde.

Inspiration

“Jeg bliver inspireret af alt… mennesker… natur… klubkultur… Tokyo… humor… vrede… musik. Jeg går ud… jeg kigger… jeg mærker… og så sker der noget. Det er meget impulsivt.”

Det er sådan hun arbejder… der er fart, der er skift, der er bevægelse hele tiden. Men midt i tempoet er der altid et klart instinkt… en mavefornemmelse der bestemmer hvornår noget er rigtigt.